Vi fik sagt pænt på gensyn til Byron Bay, hvorefter turen gik videre til O’Reillys Rainforest Retreat i “The Green Mountains”, en tur der det sidste stykke gik ad en ca. 30 km lang og til tider særdeles smal bjergvej. Vi mødte heldigvis ingen modkørende de “forkerte” steder og nåede i bedre tid end forventet frem til at få vores værelse. Det viste sig, at vi fik en time foræret, da vi kørte fra staten New South Wales og ind i Queensland, og vi kunne derfor lidt overraskede stille uret en time tilbage.
De snu har nok allerede gættet, at O’Reillys ligger i en regnskov. Stedet har gennem de sidste hundrede år fungeret som et “retreat”, hvor man kan komme helt ned i tempo og opleve den vilde natur på tætteste hold. Man kan vælge at slappe helt af og bare nyde de rolige omgivelser, eller også kan man give sig i kast med diverse foredrag, ranger-guidede ture og meget andet, alt sammen selvfølgelig på den helt særlige afslappede aussie-facon. Vi havde den fulde pakke og nød dermed et par dages luksus, der indbefattede værelse med udsigt ud over regnskoven og bjergene, dejlig morgenbuffet, morning- og afternoon te, to aftener med tre retters a la carte menu samt alle de aktiviteter, vi havde lyst til at deltage i. Vi kunne godt mærke, at vi var kommet noget op i bjergene og måtte for første gang i lang tid finde de lange bukser og fleecetrøjer frem. Det var dog heldigvis hurtigt klaret, og efter en god frokost var vi klar til “Bird of Prey” show, og efterfølgende til et møde med de lokale dyr. Begge shows blev endnu engang meget personlige, da der foruden os, kun var en enkelt enlig englænder med til det første, og et japansk par til det andet. Rovfuglene var ret fascinerende, men specielt mødet med de lokale dyr var et hit. Her mødte vi igen en pythonslange, denne gang på noget tættere hold, og Ludvig var ikke sen til at takke ja til at holde den - ret imponerende! Vi nød dagen, den gode mad og omgivelserne, og efter aftenens tre (og særdeles gode) retter, tog vi på en guidet vandretur i regnskovens mørke ud til en klippevæg med “glowworms”, der i mørket lyste op som en anden stjernehimmel. Det var et par meget trætte børn, der kom i seng den aften.
Den næste dag skulle Ludvig og jeg prøve noget, der hed “Flying Fox”; en 180 meter lang svævebane, der i 25 meters højde strakte sig over en dal. Ludvigsen var lidt betænkelig ved det, inden vi iklædt sikkerhedsudstyr vandrede op ad bjerget for at komme op til den platform, hvorfra vi skulle kaste os ud i det blå. Men endnu engang overgik han sig selv, og efter første veloverståede tur kunne han slet ikke få nok. Det var supersjovt, og da vi også her kun var os og en anden familie, fik vi hver lov til at prøve fem gange. Da vi på et tidspunkt var på vej op ad bjergstien til endnu et spring, snoede en “red-bellied black snake” sig lige forbi os. En giftig, men efter aussie-standard ikke farlig slange (dvs at ingen endnu er døde af dens bid:))
Resten af dagen brugte vi på ren afslapning, en enkelt “tree top walk” mellem de store træer i regnskoven og fik herudover også fodret fugle i en sådan grad, at flere af dem efterhånden havde svært ved at lette fra jorden. Smilla, der jo førhen har været noget bange for dyr, havde papegøjer siddende både i håret og på skuldrene! Dagen sluttede af med endnu en fantastisk tre retters middag og en god nats søvn - i en rigtig god seng.
Selvom vi på dagen, hvor vi skulle videre, egentlig havde checket ud, så fik vi alligevel lov til at møde de lokale dyr en gang mere. Det ville Ludvig og Smilla rigtig gerne; Ludvig så frem til at møde slangen igen, og Smilla glædede sig til at give en slags flyveegern honning. Egentlig var det ikke meningen, at slangen skulle have været fremme igen, da det var en ny ranger, der skulle vise dyr frem, men da det kun var os, der var der, havde de to rangere snakket sammmen, og slangen fik derfor alligevel lov til at slutte festen af. Denne gang fik vi dog også set et par nye dyr, bl.a. en kakadue (hvid, australsk papegøje), der hejste det australske flag for os, og en meget fin ugle. Det var meget fornemt, at rangerer ville gøre det bare for os, og børnene syntes det var superfedt.
Efter forevisningen gik turen til Noosa, en meget hyggelig by, der ligger ved en flodudmunding på "the sunshine coast". Vi havde to overnatninger lidt uden for byen og hyggede os den ene dag først med morgenmad ved floden og efterfølgende med bytur i stegende hede. Den følgende dag stod vi meget tidligt op for at køre videre til Tin Can Bay, hvor vilde delfiner, hver morgen kommer ind til havnen for at blive fodret. Vi nåede dog desværre, og til stor frustration for os alle, ikke frem i tide, så det var kun Malene, der som den eneste nåede at se ryggen af den ene delfin, idet den forsvandt ud mod det åbne hav. Efter lidt overvejelser om, hvorvidt vi skulle blive der til næste dag eller fortsætte nordpå, besluttede vi os til sidst for at køre videre til Hervey Bay, hvor vi nu bor i en hytte. Her er vi så småt begyndt at få ryddet op i vores ting og gøre klar til hjemturen. “Den ting vi ikke snakker om” har vi også fået ordnet - dvs. en efterhånden ret store revne i forruden, som vi fik ret tidligt på turen. Det krævede en ny forrude, men heldigvis blev det ikke så dyrt som ventet og tog kun et par timer at lave.
(...og flagermusene bor stadig her i Hervey Bay!)
Fredag tager vi til Fraser Island, verdens største sandø, hvor vi vil nyde tre dage på Kingfisher Bay Resort. Lørdag skal vi på heldagstur på øen, og søndag har vi planer om at tage på kanotur. De sidste to feriedage (!) vil vi bruge på Sea World resort, hvor vi tirsdag skal i Sea World og onsdag Warner Brothers Movie World. Næste torsdag venter flyveren så på at føre os mod det kolde nord...brrr....
Sendt via Blogsy
