10.02.13 - Portland

“Hvor vilddyrene bor...”

Det er jo ikke fordi det egentlig kommer som en kæmpe overraskelse, men dyrelivet hernede er bare for...ja, vildt... Lige nu lyder der en infernalsk larm i træerne over os, hvor MANGE fugle kæmper for at finde den bedste soveplads. For 5 minutter siden var vi ude og sige godnat til en koala, der sad i et træ ved siden af vores telt, og i går aftes blev jeg vækket af Malene, fordi der var en dyb og højlydt grynten i træet over vores telt. Hvis ikke det var fordi vi vidste, at vildsvin ikke kan flyve (heller ikke de australske), så havde vi uden tvivl troet, at det var et sådant, der var på færde. Men da vi undersøgte det nærmere i morges, fandt vi ud af, at det faktisk er sådan en plysset, lille koala lyder...

Der gik heller ikke mere end en dag efter sidste hilsen herfra, før vi så den første kænguru. Mens vi boede i Anglesea fandt vi ud af, at en stor flok kænguruer holdt til på en nærliggende golfbane, og dem måtte vi selvfølgelig se. Da vi endelig fandt frem til dem, blev vi mødt af en stor kænguru, som stod midt på vejen og ikke umiddelbart havde tænkt sig at flytte sig for os. Den havde mere lyst til at hoppe lidt frem og tilbage foran vores bil, mens resten af flokken stod eller lå henslængt på golfbanen blandt de golfspillende aussi’ere!

“The Great Ocean Road”

Men ud over vores møder med dyr, så bevæger vi os også lidt. Vi har nu kørt strækningen fra Anglesea til Portland langs Australiens sydlige kystlinie, hvor majestætiske bølger fra havet mellem Antarktis og Australien slår ind. Det var som ventet en helt enestående oplevelse at sno sig op og ned ad de små bjergveje, hvor nærmest hvert nyt sving åbenbarede nye scenarier af forblæste og forvredne klippeformationer, lange, hvide sandstrande og et helt igennem blåt og enormt hav, hvis kræfter vi aldrig var i tvivl om. Der var også stor forskel på de steder, vi stoppede undervejs. Byen Anglesea er sammen med den nærliggende Torquay særligt kendte for deres surfstrande, og der hviler en meget afslappet stemning over disse byer. Det er her mærker som “Rip Curl” og “Billabong” har hjemme, og nogle af de største og ældste surfstævner stammer herfra. Et af dem afholdes på “Bells Beach”, der ligger mellem de to byer, og det er også den strand, hvor slutscenen i filmklassikeren “Point Break” skulle forestille at finde sted (der blev dog snydt lidt, og scenen blev i stedet optaget på en strand i staten Oregon i USA). Vi nød meget vores ophold i dette område, der udover den fantastiske natur også bød på turens første (og særdeles gode) bøffer, kolde XXXX øl og gode bølger. Det var et rigtigt dejligt sted.

Undervejs på den efterfølgende strækning havde vi to overnatninger i byen Apollo Bay, hvor vi fandt en lille campingplads med udsigt over bugten. Det blev til et par rolige dage, hvor vi bl.a. fik tid til at prøve vores nyindkøbte bodyboards i bølgerne. Ludvig, der fortsat gik og skrantede noget, var en tur forbi lægen, og både Ludvig og Smilla fik også kigget lidt på de medbragte lektier.

Herefter gik turen mod Port Fairy, hvor vi undervejs tog en ca. 12 km lang afstikker ind til Cape Otway, et på disse egne angiveligt meget berømt fyrtårn. Det viste sig dog, at det Kostede 250kr bare for at komme ind til selve området omkring fyrtårnet, hvilket vi ikke ligefrem fandt nødvendigt at ofre penge på. Det gjorde nu ikke noget, for turen derind var en oplevelse i sig selv. Her kørte vi gennem en eukalyptusskov, hvor der sad koala’er overalt i træerne. Selvom det er dyr, der sover det meste af tiden for at kunne fordøje de giftige eukalyptus blade, som den spiser, så undgik vi kun med nød og næppe at køre en ned, der gik lige ud foran vores bil. Det er lidt vildt at tænke på, at vi i de næsten 4 mdr. vi sidst tilbragte i Australien ikke så en eneste koala, nu har vi allerede set måske 30...

Efter denne oplevelse kørte vi videre og stoppede undervejs ved klippeformationerne “De tolv Apostle” og “London Bridge”, der er store klipper, der står for sig selv, men dog nogenlunde samlet ud for den ugæstfri kyst. De var meget imponerende, hvilket dog ikke kan siges om de mange japanere, der også var på stedet. Efter at være blever gennet væk af de første to hold, der skulle have taget billede af sig selv, var tålmodigheden og venligheden opbrugt. Vi slap dog helskindet derfra, og nåede omsider frem til det, vi havde planlagt skulle være næste stop på vores tur, Port Fairy. Byen var meget hyggelig, men virkede ved første øjekast også lidt kedelig. Samtidig var himlen mod nord helt sort af røg fra en såkaldt “bushfire”, og vi kunne se flere folk, der bekymret stod foran deres huse og holdt skarpt øje med udviklingen. Da vi samtidig blev passeret af flere brandbiler med fuld udrykning, valgte vi at køre videre til Portland. Her småregnede det, da vi ankom, og campingpladserne var også lidt kedelige. Men vi fik slået teltet op og blev som tidligere nævnt underholdt af en koala.

I dag har vi besøgt “Cape Bridgewater”, der er et af de få steder, hvorfra man på landjorden kan være heldig at spotte blåhvaler i perioden fra november til maj. Det lykkedes dog ikke for os, trods ihærdig spejden, men i stedet gik vi en lang tur langs den vilde kyst med såkaldte “blowholes”, hvor bølgerne skånselsløst hamrede mod klipperne. Vi spottede også, hvad vi er ret sikre på var en flok delfiner eller sæler, men de var så langt ude, at det var svært at se.

I morgen går turen herfra og videre til “The Grampians Nationalpark”, ca. 150km nord herfra, hvor vi har planer om at tilbringe de tre næste dage. Dyrelivet her skulle efter sigende være helt fantastisk, så det er noget, vi ser meget frem til!

 

 

Sendt via Blogsy