Test

Dette er en test

 

 

 

Sendt via Blogsy

20.03.13 - Hervey Bay

Vi fik sagt pænt på gensyn til Byron Bay, hvorefter turen gik videre til O’Reillys Rainforest Retreat i “The Green Mountains”, en tur der det sidste stykke gik ad en ca. 30 km lang og til tider særdeles smal bjergvej. Vi mødte heldigvis ingen modkørende de “forkerte” steder og nåede i bedre tid end forventet frem til at få vores værelse. Det viste sig, at vi fik en time foræret, da vi kørte fra staten New South Wales og ind i Queensland, og vi kunne derfor lidt overraskede stille uret en time tilbage.

De snu har nok allerede gættet, at O’Reillys ligger i en regnskov. Stedet har gennem de sidste hundrede år fungeret som et “retreat”, hvor man kan komme helt ned i tempo og opleve den vilde natur på tætteste hold. Man kan vælge at slappe helt af og bare nyde de rolige omgivelser, eller også kan man give sig i kast med diverse foredrag, ranger-guidede ture og meget andet, alt sammen selvfølgelig på den helt særlige afslappede aussie-facon. Vi havde den fulde pakke og nød dermed et par dages luksus, der indbefattede værelse med udsigt ud over regnskoven og bjergene, dejlig morgenbuffet, morning- og afternoon te, to aftener med tre retters a la carte menu samt alle de aktiviteter, vi havde lyst til at deltage i. Vi kunne godt mærke, at vi var kommet noget op i bjergene og måtte for første gang i lang tid finde de lange bukser og fleecetrøjer frem. Det var dog heldigvis hurtigt klaret, og efter en god frokost var vi klar til “Bird of Prey” show, og efterfølgende til et møde med de lokale dyr. Begge shows blev endnu engang meget personlige, da der foruden os, kun var en enkelt enlig englænder med til det første, og et japansk par til det andet. Rovfuglene var ret fascinerende, men specielt mødet med de lokale dyr var et hit. Her mødte vi igen en pythonslange, denne gang på noget tættere hold, og Ludvig var ikke sen til at takke ja til at holde den - ret imponerende! Vi nød dagen, den gode mad og omgivelserne, og efter aftenens tre (og særdeles gode) retter, tog vi på en guidet vandretur i regnskovens mørke ud til en klippevæg med “glowworms”, der i mørket lyste op som en anden stjernehimmel. Det var et par meget trætte børn, der kom i seng den aften.

Den næste dag skulle Ludvig og jeg prøve noget, der hed “Flying Fox”; en 180 meter lang svævebane, der i 25 meters højde strakte sig over en dal. Ludvigsen var lidt betænkelig ved det, inden vi iklædt sikkerhedsudstyr vandrede op ad bjerget for at komme op til den platform, hvorfra vi skulle kaste os ud i det blå. Men endnu engang overgik han sig selv, og efter første veloverståede tur kunne han slet ikke få nok. Det var supersjovt, og da vi også her kun var os og en anden familie, fik vi hver lov til at prøve fem gange. Da vi på et tidspunkt var på vej op ad bjergstien til endnu et spring, snoede en “red-bellied black snake” sig lige forbi os. En giftig, men efter aussie-standard ikke farlig slange (dvs at ingen endnu er døde af dens bid:))

Resten af dagen brugte vi på ren afslapning, en enkelt “tree top walk” mellem de store træer i regnskoven og fik herudover også fodret fugle i en sådan grad, at flere af dem efterhånden havde svært ved at lette fra jorden. Smilla, der jo førhen har været noget bange for dyr, havde papegøjer siddende både i håret og på skuldrene! Dagen sluttede af med endnu en fantastisk tre retters middag og en god nats søvn - i en rigtig god seng.

Selvom vi på dagen, hvor vi skulle videre, egentlig havde checket ud, så fik vi alligevel lov til at møde de lokale dyr en gang mere. Det ville Ludvig og Smilla rigtig gerne; Ludvig så frem til at møde slangen igen, og Smilla glædede sig til at give en slags flyveegern honning. Egentlig var det ikke meningen, at slangen skulle have været fremme igen, da det var en ny ranger, der skulle vise dyr frem, men da det kun var os, der var der, havde de to rangere snakket sammmen, og slangen fik derfor alligevel lov til at slutte festen af. Denne gang fik vi dog også set et par nye dyr, bl.a. en kakadue (hvid, australsk papegøje), der hejste det australske flag for os, og en meget fin ugle. Det var meget fornemt, at rangerer ville gøre det bare for os, og børnene syntes det var superfedt.

Efter forevisningen gik turen til Noosa, en meget hyggelig by, der ligger ved en flodudmunding på "the sunshine coast". Vi havde to overnatninger lidt uden for byen og hyggede os den ene dag først med morgenmad ved floden og efterfølgende med bytur i stegende hede. Den følgende dag stod vi meget tidligt op for at køre videre til Tin Can Bay, hvor vilde delfiner, hver morgen kommer ind til havnen for at blive fodret. Vi nåede dog desværre, og til stor frustration for os alle, ikke frem i tide, så det var kun Malene, der som den eneste nåede at se ryggen af den ene delfin, idet den forsvandt ud mod det åbne hav. Efter lidt overvejelser om, hvorvidt vi skulle blive der til næste dag eller fortsætte nordpå, besluttede vi os til sidst for at køre videre til Hervey Bay, hvor vi nu bor i en hytte. Her er vi så småt begyndt at få ryddet op i vores ting og gøre klar til hjemturen. “Den ting vi ikke snakker om” har vi også fået ordnet - dvs. en efterhånden ret store revne i forruden, som vi fik ret tidligt på turen. Det krævede en ny forrude, men heldigvis blev det ikke så dyrt som ventet og tog kun et par timer at lave.

(...og flagermusene bor stadig her i Hervey Bay!)

Fredag tager vi til Fraser Island, verdens største sandø, hvor vi vil nyde tre dage på Kingfisher Bay Resort. Lørdag skal vi på heldagstur på øen, og søndag har vi planer om at tage på kanotur. De sidste to feriedage (!) vil vi bruge på Sea World resort, hvor vi tirsdag skal i Sea World og onsdag Warner Brothers Movie World. Næste torsdag venter flyveren så på at føre os mod det kolde nord...brrr....

 

Sendt via Blogsy

12.03.13 - Byron Bay

 

 

Byron Bay, så mødes vi igen, og lad det være sagt med det samme: Du er lige så skæv, anderledes og helt din egen, som vi huskede med surfere, hippier, strand, sol og bølger...

Vejret har været med os hele ugen, og der er bare et eller andet magisk ved det her sted. Ludvig har mere end nogen elsket at bodyboarde, og har frygtløst kastet sig ud i de frådende bølger. Smilla har nydt det i vandkanten på mere behørig afstand af de under overfladen lurende fisk, og når ikke vi har været i vandet, har vi alle nydt stemningen i byen eller på vores terrasse med den helt uovertrufne udsigt over bugten.

 

Når vi er et nyt sted, er der også nye dyr. Forleden da vi spiste morgenmad, kom en over 1 meter lang varan pludselig om hjørnet og satte kurs direkte mod os. Heldigvis var der et par trin op til vores terrasse, og selvom den et kort øjeblik så ud til at overveje, om den skulle gøre os selskab, fortsatte den i stedet under terrassen og videre ud i buskadset. Det var vi egentlig godt tilfredse med, da det faktisk er et ret stort dyr, når det sådan kommer slentrede.. Det er jo så tungt, at man ligefrem fra afstand kan høre den komme gående slæbende afsted med dens tykke hale!

Desværre har Smilla også været syg et par dage med feber, opkast og ondt i maven. Det er ikke det fedeste, når man ligger i telt, og der er over 23. grader udenfor. Det begyndte i forgårs, men det går heldigvis fremad, og vi håber hun er helt frisk igen i morgen, hvor vi kører til O’Reillys i regnskoven.

Mens Smilla og Malene tilbragte dagen i går på sofaen, vandrede Ludvig og jeg op til fyrtårnet ved Cape Byron, der også er Australiens østligste punkt. Udsigten fra toppen var som forventet helt fantastisk, og Ludvig kunne bestemt også godkende cafeens is:)

Sendt via Blogsy

05.03.13 - Darlington Beach

Efter nu at have slået vores egen rekord ved at have boet i hytte 5 dage i træk på grund af regnvejr, tager vi i morgen videre til Byron Bay, byen og bugten som siden vores sidste besøg her i landet for 15 år siden er blevet ved med at følge os i vores drømme. Som vi husker det, er stranden helt fantastisk, så vi håber på masser af solskin, ingen regn - (og en god hukommelse)! Lige netop det område har de sidste par uger fået deres del af østkystens turbulente vejr, men vejrudsigten ser indtil videre ud til at være på vores side, og så skal vi endelig have fundet de kære bodyboards frem, så far her lige kan vise de lokale strandløver et par nye tricks... (De skal dog nok forvente, at det meste kommer til at foregå i strandkanten, da jeg vanen tro forleden kom til at købe en bog om hajangreb i Australien). I dag nyder vi dog tiden ved poolen, som vi godt nok ikke deler med Python-slangen Sam (som den åbenbart hedder), men så i stedet med to lidt store øgler - såkaldte Water dragons. Indtil videre har de pænt holdt sig på kanten af poolen, men man ved jo aldrig, om de får lyst til en dukkert med os. Så længe de holder sig fra spa'en er vi godt tilfredse.

 

Sendt via Blogsy

01.03.13 - Darlington Beach

 

Hey! Ja, ville egentlig bare lige vise, hvem vi spiste morgenmad sammen med idag:

 

Er nu nået op lidt nord for Coffs Harbour, og har efter endnu en vejrudsigt med truende mængder regn valgt at flytte i hytte. Vi startede dog ud i telt og kan nu foruden ovenstående herre eller dame også føje en enkelt varan, anden og ukendt (forholdsvis stor) øgle samt et par opossummer til listen af nye dyr, vi har mødt på vores vej. Derudover er campingpladsen fuld af kænguruer, papegøjer og adskillige latterfugle, hvor specielt sidstnævnte sørger for at sige pænt godnat og morgen...

 

Sendt via Blogsy

27.02.13 - Port Stephens

Eden - Blackheath - Sydney - Port Stephens

Der er ikke meget at berette om vores dage i den lille kystby Eden. Endnu en stille campingplads, hvor vi næsten havde en helt lille park for os selv, og hvor dagene bare langsomt passerede. Så skete der det, der engang imellem sker for os. Da det igen var tid til at tage videre, var vores plan egentlig blot at køre et par hundrede kilometer nordpå, slå os ned på en hyggelig campingplads tæt ved en strand - og hurtigst muligt herefter få bodyboards’ne frem fra bagagerummets mørke og ud i de vilde, frådende bølger. Men...da vi stille og roligt arbejdede os vej op langs kysten, ændrede tingene sig. Vejret var måske ikke helt, som vi havde håbet på i forhold til strand og sol, og samtidig ville vi gerne have lidt flere sammenhængende dage på et sted. Vi traf derfor en hurtig beslutning om at fortsætte hele vejen op til “The Blue Mountains” vest for Sydney. Belært af tidligere erfaring sørgede vi dog denne gang for at reservere en hytte i forvejen (i byen Blackheath), og pludselig blev en kort overkommelig køredag til en lidt længere af slagsen. Henad eftermiddagen gjorde vi stop på “Hyams Beach” og fik varmet fødderne i noget af det hvideste sand på denne jord, og kort efter begyndte regnen så småt at falde. Vi kørte videre, og igen nåede mørket at falde på, inden vi lidt over kl.22 trætte trillede ind ved siden af vores hytte. Dagen efter skinnende solen heldigvis, og vi var alle klar til at komme ud og se blå bjerge. Egentlig nåede vi denne morgen at betale for vores hytte og pakke sammen for at tage videre til en anden campingplads - men vi besluttede os i sidste øjeblik for at blive og tage to nætter mere. Det viste sig at være en klog beslutning, da vejret senere blev ret dårligt. Første dag var det dog fint og næsten lige ved siden af campingpladsen, viste der sig at være den flotteste udsigt ud over bjergene. Det var egentlig en meget overrumplende oplevelse at komme ud til dette udsigtspunkt, efter at have kørt op i bjergene i mørke og regn for pludselig så den næste dag for enden af en gade i et almindeligt villakvarter at blive præsenteret for et kig ud over endeløse, grønne bjerge med vandfald og mystisk dis. Vi var mildest talt fuldstændig blæst bag over, hvor smukt der egentlig var, og igen måtte vi i skoene og ud på et par vandreture til flere gode udsigtspunkter.

(Blue Mountains)

Dagen efter tog vi ud for at se de i området berømte klippeformationer “the three sisters”. Her var vi med skyway (med glasbund) henover en kløft og efterfølgende med en kabelbane ned til en gåtur i regnskoven. Det var igen utroligt smukt, men kunne dog ikke helt måle sig med gårsdagens indtryk, hvor vi også havde det lidt for os selv. Her skulle vi dele oplevelserne med busfulde af japanske turister, hvilket godt kan gøre en lidt ør i hovedet, og vi fik lidt indtrykket af, at australierne måske stadig forsøger at gemme et par af de gode steder hernede til dem selv, og lader turisterne betale for de andre.

Efter denne dags indtryk var det egentlig meningen, at vi den kommende dag skulle have været videre mod Sydney. Vejret skulle dog blive dårligt, og da regnen allerede var begyndt at falde, besluttede vi os i stedet for at tage endnu en dag i hytten (efterhånden til stor morskab for ejeren af campingpladsen) og bruge den følgende dag på at besøge nogle nærliggende og åbenbart meget berømte grotter, Jenolan Caves, beliggende ca. 50 km længere mod vest. Her fik vi booket os ind på dagens første guidede tur til en grotte, der kaldes “the Orient Cave”, og som efter sigende skulle være helt fortryllende. Om aftenen ramte regnen os så for alvor, og vi kunne i nyhederne følge med i, at der igen var truende oversvømmelser i områderne nord for os. Stormen, der var på vej ind over østkysten havde også kurs mod os, men vi trøstede os med, at vi trods alt befandt os under tag og i et højereliggende område. Næste dag nåede vi i silende regnvejr og efter lidt zig-zag kørsel mellem nedfaldne grene og klippestykker, frem til Jenolan Caves, hvor vi efter til slut at være kørt gennem en stor grotte blev budt velkommen til stedet af et gammelt og majestætisk hotel fra 1896 beliggende helt i bunden af de nu grønne bjerge. Det var nærmest som at ramme en lille tidslomme fra begyndelsen af det 20.århundrede, og vi kunne efterfølgende sagtens forstå, at dette hotel siges at være et af de mest hjemsøgte i dette land! Det viste sig, at der på den tur, vi skulle på, egentlig var tilmeldt 20 personer, men 14 dukkede aldrig op (hjemsøgt!), så det blev til en meget personlig tur ind i de fantastiske og på sin vis magiske grotter. Herinde i bjergets svagt oplyste indre så vi krystaller, hvis alder vi ikke engang kunne forstå, og igen fik vi fortalt historier om det ukendtes verden, der fik det til at risle koldt ned ad ryggen... Bagefter blev det til lidt god frokost, en selvguided-tur til en anden (kæmpe) grotte samt en gåtur langs en flod, stadig i silende regn. Vel tilbage i hytten om eftermiddagen slappede vi af, mens regnen og nu også vinden tog til i en grad, så vi af og til følte at hytten fløj bort. Nyhederne fortalte om de værste oversvømmelser i mange år og natten igennem HAMREDE regnen ned. Sidst på morgenen holdt det op, og da vi stod op og pakkede sammen begyndte solen igen at vise os sit smukke ansigt. Da havde vi også fået over 125 mm regn bare i løbet af dagen og natten, mens visse områder ikke langt nord for os kunne melde om mere end 300mm. Ikke ligefrem teltvejr, heller ikke trods ny imprægnering! Sydney var næste stop og vi fandt en campingplads ca 25 km nord for byen. Inden vi nåede frem tilbragte vi dog det meste af dagen i “Featherdale Wildlife Park”, hvor vi fodrede og klappede kænguruer, wallabies (de små af slagsen), aede koalaer og så hundredevis af forskellige australske dyr.

 

Sydney nåede vi næste dag frem til først med bus til Manly, og herefter med færge det sidste stykke. Det var super hyggeligt, og efter denne gang at have sejlet ind til byen omringet af skibe og med det ikoniske operahus ret forude i selskab med Sydney Harbour Bridge, kunne vi endelig stå af lige i centrum, klar til kamp. Vi fik nærstuderet operaen udefra, spist frokost ved havnefronten, Circular Quay, og tog herefter med endnu en færge til Darlington Harbour, hvor vi slentrede rundt og nød byen, som bestemt ikke er blevet mindre fantastisk siden sidst. Vi fandt en super fed legeplads til børnene med alt hvad børnehjertet kunne begære af aktiviteter, og sluttede til sidst dagen af med hvidløgsrejer, kølig hvidvin og udsigt til solnedgangen på en hyggelig restaurant på kajen i Manly. Børnene sov på stedet, da vi kom hjem. I går kørte vi igen videre og er nu nået til Port Stephens, hvor vi har nydt dagen ved poolen. Hvad der lige skal ske herfra ved vi ikke helt, da vejret er en smule ustadigt. Enten bliver vi her et par dage, eller også kører vi længere nordpå i morgen, det vil tiden vise.

Vi håber I alle har de godt derhjemme. Tak for alle jeres beskeder, det er utroligt hyggeligt at høre fra jer.

 

Sendt via Blogsy

18.02.13 - Eden

Tid til endnu en hilsen herfra. Efter at have købt en lille før-fødselsdagsgave til Malene på en lille vingård lige uden for Halls Gap i “The Grampians”, kørte vi til Ballarat, hvor vi som tidligere nævnt, skulle finde masser af guld. Da vi nåede frem trak en umiskendelig røglugt ind over byen, og endnu engang bemærkede vi en stor og tæt røgsøjle stige op fra de nærliggende bakker. Kort efter begyndte regnen dog at vælte ned, og de kære brandfolk fik lidt kærkommen hjælp fra oven. Regnen, som vi ellers ikke har set meget til, havde dog også den effekt, at teltet fik lov til at blive i bilen til fordel for en hytte og en god seng.

(The Grampians )

15.februar - Malenes fødselsdag, og den tredie af slagsen under den sydlige halvkugles bagende sol. Dagen startede på behørig vis med sang, balloner og en enkelt fødselsdagsgave. Bilen blev pakket, og vi tilbragte herefter det meste af dagen i den genopførte guldgraverby “Soverign Hill”, hvor vi var på minetur i 80 meters dybde, så en 160.000$ guldklump blive smeltet om - og fødselsdagsbarnet fandt guld (!) - vi andre forsøgte. Det var super hyggeligt. I stedet for at skulle tilbage og slå telt op, valgte vi at køre videre samme dag. Fra Ballarat gik turen via myldertidstrafik i millionbyen Melbourne videre til byen Cowes på Phillip Island, hvor vi skulle se pingviner. Hver aften, når mørket sænker sig, kommer de små pingviner hjem fra en lang dag på havet,og man kan herefter følge dem fra stranden og hele vejen op til deres reder. Af en eller anden årsag var det ikke lige gået op for os, at øen er en meget stor feriedestination, og da vores sene ankomst hertil samtidig faldt sammen med weekend og en rekord-varmeperiode, hvor vi mindst 7 dage i træk har haft temperaturer over 30 grader, så var det var nær ikke lykkedes os finde et sted at overnatte. Vi fik dog heldigvis en hytte for to nætter og efter en lang dag, fødselsdagsmiddag på McDonalds - og en lidt længere køretur end forventet- sluttede vi dagen af med et køligt glas hvidvin.

(Guldgraverne i aktion)

Dagen efter brugte vi på at se os lidt omkring på øen. Vi købte billetter til den store pingvinparade, børnene badede i en lille indsø med varme lavasten på pingvinstranden (Ludvig så meget magelig ud), og efterfølgende tog vi ud til et besøgscenter, hvor der var en fin tur ned langs klipperne. Her så vi de første mange pingviner, der enten gemte sig under gangbroen eller i de mange huler i klippesiden. Lidt tid gik der da også med at spejde ud mod en nærliggende sælkoloni, da dette jo også er stedet, hvor de helt store rovdyr kommer forbi. Vi så den ikke - den store hvide - men er dog sikre på, at den/de var derude et sted, helt tæt på...

Om aftenen oprandt endelig det store turistshow, hvor vi i dæmpet spotlight satte os til at vente på at solen gik ned, så de første små skygger kunne vise sig i vandkanten. Vi ventede i ca halvanden time, og Smilla syntes det var lidt hårdt. Endelig dukkede den første lille skikkelse dog op og snart efter flere. Til at starte med pilede de ud i vandet igen, men blev efterhånden modigere. Og så begyndte små flokke ellers at stavre op ad stranden mod deres reder i klitterne. Nogle lette og adrætte (sådan da), andre med maverne fulde af fisk til at kunne klare sig på land de følgende to-tre uger. De gik ikke mange skridt ad gangen, før de lå på maven. Det var et meget fascinerende syn, og efter de første mange flokke havde passeret os, kunne vi gå op på en gangbro og følge dem det sidste stykke. Der var simpelthen pingviner overalt i klitterne, og på trods af de mange tilskuere, så var det ikke noget problem at se dem helt tæt på.

I går blev så en af turens store køredage, hvor vi kørte fra Phillip Island til byen Eden på østkysten. Her er vi så nu, og vi har taget tre overnatninger, så der er lidt tid til at komme til stranden, spille minigolf, spise is, og hvad vi nu ellers kan finde på...

 

Sendt via Blogsy

16.02.13 - Cowes, Phillips Island

Hej med jer. Vi har fået at vide, at flere af jer ikke har kunne skrive kommentarer til vores blogindlæg. Det ser ud til, at indstillingerne har været sat op til, at man har skulle have en Google-profil for at kunne gøre dette. Det skulle gerne være ændret nu, men er der stadig problemer, må I lige give os besked. For at skrive kommentarer, skal I trykke på det lille kommentarfelt under hvert blogindlæg.

Sendt via Blogsy

13.02.2013 - Halls Gap

Halls Gap er en meget lille by, der ligger i hjertet af nationalparken “The Grampians” nordvest for Melbourne. Vi ankom hertil for to dage siden, og var så heldige at finde en fantastisk hyggelig campingplads med en helt særlig, tilbagelænet og afslappet stemning. Der er ikke så mange folk på pladsen i det hele taget, og det lykkedes os at få en god, skyggefuld plads til teltet. Om dagen kan vi se emu’er vandre rundt på en lille eng uden for pladsen, mens også rådyr og kænguruer af og til dukker frem i krattet. Når mørket falder på, trækker kænguruerne ind på pladsen, hvor de spiser græs. Det er en helt særlig fornemmelse at ligge i teltet i mørket og høre dyrene rumstere og gumle græs lige på den anden side at teltdugen - Og så er der alle fuglene, der huserer omkring os, og som i ledtog med solen sørger for, at vi ikke sover alt for længe om morgenen (selvom vi godt nok måtte vække Ludvig og Smilla, da klokken havde passeret 9 i morges). Hvad angår dyreliv, så fås det vist ikke meget bedre her. Heller ikke ifølge de lokale. Stedet i sig selv kræver dog også lidt ekstra opmærksomhed fra chaufførens side, når vi kører bil, eftersom man konstant kan spotte kænguruer i krattet langs vejen.

I går kørte vi op i bjergene og tog på en enkelt lille vandretur ud til et flot udsigtspunkt over parken. Selvom turen kun var på 1 km hver vej, så kunne vi godt mærke, at vi var kommet væk fra kysten, og at man skal passe på solen og varmen hernede. Træerne talte også deres helt egen historie om, at det til tider er et særdeles tørt område, eftersom flere af dem var afsvedne eller direkte brændte. Området brændte for 7 år siden, og kun en hurtig indsats redde byen fra at gå til. Strækningen ind til udsigtspunktet var dog overkommelig for os alle, og i dag er planen, at vi skal vandre dobbelt så langt ind til et vandfald.

Ud over de små daglige ture går dagene med afslapning, lektier (som vi fortsat ikke er blevet helt gode venner med) og god mad og drikke. Børnene elsker stedet her, hvor de leger med en stedets hundehvalp, fodrer fuglene og sniger sig ind på de mange dyr. I morgen hiver vi atter teltpløkkene op og kører videre mod Ballarat, nærmere bestemt Soverign Hill, der er en genopført guldgraverby. Her er planen, at vi skal finde så store mængder guld, at vi kan trække os tilbage fra arbejdsmarkedet, når vi atter vender hjem.

Sendt via Blogsy

12.02.13 - Halls Gap

Her får I lige et par ekstra billeder fra de forgangne dage. Som Ludvig også lige har skrevet på sin blog, så bor vi nu på en campingplads, hvor kænguruerne besøger os, når mørket falder på. Om dagen kan vi se dem hoppe omkring i krattet omkring pladsen...

Cape Bridgewater

De tolv apostle

 

Sendt via Blogsy

10.02.13 - Portland

“Hvor vilddyrene bor...”

Det er jo ikke fordi det egentlig kommer som en kæmpe overraskelse, men dyrelivet hernede er bare for...ja, vildt... Lige nu lyder der en infernalsk larm i træerne over os, hvor MANGE fugle kæmper for at finde den bedste soveplads. For 5 minutter siden var vi ude og sige godnat til en koala, der sad i et træ ved siden af vores telt, og i går aftes blev jeg vækket af Malene, fordi der var en dyb og højlydt grynten i træet over vores telt. Hvis ikke det var fordi vi vidste, at vildsvin ikke kan flyve (heller ikke de australske), så havde vi uden tvivl troet, at det var et sådant, der var på færde. Men da vi undersøgte det nærmere i morges, fandt vi ud af, at det faktisk er sådan en plysset, lille koala lyder...

Der gik heller ikke mere end en dag efter sidste hilsen herfra, før vi så den første kænguru. Mens vi boede i Anglesea fandt vi ud af, at en stor flok kænguruer holdt til på en nærliggende golfbane, og dem måtte vi selvfølgelig se. Da vi endelig fandt frem til dem, blev vi mødt af en stor kænguru, som stod midt på vejen og ikke umiddelbart havde tænkt sig at flytte sig for os. Den havde mere lyst til at hoppe lidt frem og tilbage foran vores bil, mens resten af flokken stod eller lå henslængt på golfbanen blandt de golfspillende aussi’ere!

“The Great Ocean Road”

Men ud over vores møder med dyr, så bevæger vi os også lidt. Vi har nu kørt strækningen fra Anglesea til Portland langs Australiens sydlige kystlinie, hvor majestætiske bølger fra havet mellem Antarktis og Australien slår ind. Det var som ventet en helt enestående oplevelse at sno sig op og ned ad de små bjergveje, hvor nærmest hvert nyt sving åbenbarede nye scenarier af forblæste og forvredne klippeformationer, lange, hvide sandstrande og et helt igennem blåt og enormt hav, hvis kræfter vi aldrig var i tvivl om. Der var også stor forskel på de steder, vi stoppede undervejs. Byen Anglesea er sammen med den nærliggende Torquay særligt kendte for deres surfstrande, og der hviler en meget afslappet stemning over disse byer. Det er her mærker som “Rip Curl” og “Billabong” har hjemme, og nogle af de største og ældste surfstævner stammer herfra. Et af dem afholdes på “Bells Beach”, der ligger mellem de to byer, og det er også den strand, hvor slutscenen i filmklassikeren “Point Break” skulle forestille at finde sted (der blev dog snydt lidt, og scenen blev i stedet optaget på en strand i staten Oregon i USA). Vi nød meget vores ophold i dette område, der udover den fantastiske natur også bød på turens første (og særdeles gode) bøffer, kolde XXXX øl og gode bølger. Det var et rigtigt dejligt sted.

Undervejs på den efterfølgende strækning havde vi to overnatninger i byen Apollo Bay, hvor vi fandt en lille campingplads med udsigt over bugten. Det blev til et par rolige dage, hvor vi bl.a. fik tid til at prøve vores nyindkøbte bodyboards i bølgerne. Ludvig, der fortsat gik og skrantede noget, var en tur forbi lægen, og både Ludvig og Smilla fik også kigget lidt på de medbragte lektier.

Herefter gik turen mod Port Fairy, hvor vi undervejs tog en ca. 12 km lang afstikker ind til Cape Otway, et på disse egne angiveligt meget berømt fyrtårn. Det viste sig dog, at det Kostede 250kr bare for at komme ind til selve området omkring fyrtårnet, hvilket vi ikke ligefrem fandt nødvendigt at ofre penge på. Det gjorde nu ikke noget, for turen derind var en oplevelse i sig selv. Her kørte vi gennem en eukalyptusskov, hvor der sad koala’er overalt i træerne. Selvom det er dyr, der sover det meste af tiden for at kunne fordøje de giftige eukalyptus blade, som den spiser, så undgik vi kun med nød og næppe at køre en ned, der gik lige ud foran vores bil. Det er lidt vildt at tænke på, at vi i de næsten 4 mdr. vi sidst tilbragte i Australien ikke så en eneste koala, nu har vi allerede set måske 30...

Efter denne oplevelse kørte vi videre og stoppede undervejs ved klippeformationerne “De tolv Apostle” og “London Bridge”, der er store klipper, der står for sig selv, men dog nogenlunde samlet ud for den ugæstfri kyst. De var meget imponerende, hvilket dog ikke kan siges om de mange japanere, der også var på stedet. Efter at være blever gennet væk af de første to hold, der skulle have taget billede af sig selv, var tålmodigheden og venligheden opbrugt. Vi slap dog helskindet derfra, og nåede omsider frem til det, vi havde planlagt skulle være næste stop på vores tur, Port Fairy. Byen var meget hyggelig, men virkede ved første øjekast også lidt kedelig. Samtidig var himlen mod nord helt sort af røg fra en såkaldt “bushfire”, og vi kunne se flere folk, der bekymret stod foran deres huse og holdt skarpt øje med udviklingen. Da vi samtidig blev passeret af flere brandbiler med fuld udrykning, valgte vi at køre videre til Portland. Her småregnede det, da vi ankom, og campingpladserne var også lidt kedelige. Men vi fik slået teltet op og blev som tidligere nævnt underholdt af en koala.

I dag har vi besøgt “Cape Bridgewater”, der er et af de få steder, hvorfra man på landjorden kan være heldig at spotte blåhvaler i perioden fra november til maj. Det lykkedes dog ikke for os, trods ihærdig spejden, men i stedet gik vi en lang tur langs den vilde kyst med såkaldte “blowholes”, hvor bølgerne skånselsløst hamrede mod klipperne. Vi spottede også, hvad vi er ret sikre på var en flok delfiner eller sæler, men de var så langt ude, at det var svært at se.

I morgen går turen herfra og videre til “The Grampians Nationalpark”, ca. 150km nord herfra, hvor vi har planer om at tilbringe de tre næste dage. Dyrelivet her skulle efter sigende være helt fantastisk, så det er noget, vi ser meget frem til!

 

 

Sendt via Blogsy

05.02.13 - Anglesea

Så blev det omsider tid til en lille hilsen hernede fra den anden side af smukke moder jord, hvor vi nu har tilbragt de første tre dage af vores ferie. Det er som forventet helt og aldeles dejligt at være kommet afsted, og lige nu nyder vi tiden under den bagende sol i en lille by ved navn Anglesea, der ligger i staten Victoria ved starten af the Great Ocean Road - en ca 300 km lang kyststrækning, der går for at være en af de smukkeste af slagsen. vi glæder os enormt meget til de oplevelser, der venter forude, og til i det hele taget “bare” at holde ferie!

Turen herned gik over al forventning. Mormor fulgte os til toget og vinkede farvel, og den første strækning til København var nærmest overstået, før vi vidste af det - og det med at en overnatning på hotel Hilton skulle være en god ide før en tur af denne slags...det kan vi kun tilslutte os! Vi nød den sitrende internationale stemning på hotellet, en god middag onsdag aften og ikke mindst en helt fantastisk brunch torsdag morgen (spørg bare Ludvig) - og så var vi ellers klar til at komme afsted. Denne gang lykkedes det uden aflysninger eller lignende, og efter at far og Ingelise havde vinket farvel i selve lufthavnen (ja, de kom lige ind med flyveren fra Barcelona, netop som vi skulle til at afsted), så sad vi i flyveren med kurs mod Helsinki. De første to flyvninger (København-Helsinki og Helsinki-Singapore) blev fløjet af Finnair. Det var ganske fint, men kunne dog ikke matche Quantas (Singapore-Melbourne), der fortsat forstår at opvarte pøblen på monkey class. Her var der ikke noget der kostede ekstra udover flybilletten, tværtimod fik vi et uovertruffent inflight entertainment system med masser af nye film og musik, der blev serveret god mad - hvortil der både var sparkling Wine, samt flere forskellige rød- og hvidvine at vælge mellem - og så var der naturligvis stempelkaffe til desserten. Det er da til at forstå - we love it!

Vi landede lørdag morgen lidt over syv i Melbourne, og der gik noget tid med at komme gennem integrationen og tolden. Men det gik, og ovenikøbet uden at vi skulle til at pakke teltet ud, fantastisk. Herefter gik turen ind til vores hotel “The Cosmopolitan”, der ligger i bydelen St. Kilda. Det var ikke ligefrem Hilton niveau, vi blev mødt af, men der var en seng til os alle, og området var ret fedt. Denne dag gik øvelsen ud på at holde ud så længe som muligt, men ca. 17.30 måtte vi alle kapitulere. Inden dag havde vi dog hygget os med frokost i en lille park, hvor vi senere på dagen også var til musikfestival. Vi gik en tur langs stranden ved St. Kilda, og Ludvig og Smilla fik dyppet fødderne i det hajfyldte hav. For enden af en mole fandt vi ved et rent tilfælde et lille beskyttet område, hvor en lille pingvinflok holdt til. Blandt stenene så vi to små pingviner, der forsøgte at gemme sig, så selvom pingvinerne var små, så var første store oplevelse i hus. Ludvig satte sig også for, at han gerne ville smage en kænguruburger (krokodilleburger var også i spil), men stedet hvorfra disse kulinariske oplevelser blev langet over disken, måtte dog melde om noget ventetid, så denne del af rejsen blev udskudt til senere.

Søndag blev brugt i det indre Melbourne, hvor vi fik ordnet lidt praktiske ting, såsom bl.a. at få mobilt data til vores iPad, få købt kortbog til den forestående køretur og ikke mindst prøvesmagt noget af deres is. Det blev dog også til lidt rundtur med sporvogn og en hyggelig gåtur langs floden.

I går, mandag, fik vi så endelig vores bil, en hvid Nissan X-trail 4wd, som vi allerede nu forsøger at finde plads til i vores kuffert (ærgerligt, at det er så dyrt med overvægt). Den er totalt fed, og noget af en opgradering i forhold til den sidste bil, vi lejede. Det lykkedes os heldigvis også, og (indrømmet) med lidt sved på panden, at slippe helskindet ud af Melbourne, hvor vi hyggede os med kørsel i venstre side, i stor bil, i myldertidstrafik - med særlige vigepligtsregler for højresvingende...dertil kom så ovenikøbet sporvognene... Ud kom vi dog uden at ramme nogen (tror vi nok). Det var først senere på dagen, at en anden bilist valgte at bakke ind i os på en p-plads. Heldigvis kom der kun en mindre ridse i vores kofanger, og som han selv sagde om sin egen bil: “never mind, you won’t even be able to see if something hit it!” - Ja, det var en gammel bil... Nå, vi kom videre og er som sagt nu endelig landet her i Anglesea. Ludvig har desværre ikke været så frisk de sidste par dage, han har været træt og haft feber, men han kæmper en brav kamp for at blive frisk, og heldigvis går det fremad. Han spejder utrætteligt efter kænguruer på vores køreture, og hans største ønske lige nu er - foruden at blive rask - at se en levende kænguru. Det er ikke lykkedes endnu, men chancen er vist ret stor! Smilla er i højt humør, og al gang forgår mere eller mindre i løb, hop eller lignende (så lige nu er hun vel nok det nærmeste, vi kommer en kænguru), og hun er så småt ved at komme sig over tanken om de dyr, der lever her i landet. Hun kom endelig i vandet i dag, hvilket nok var det, hun har set mest frem til. Der venter dog næsten en hel rejse forude endnu, så mon ikke vi kan berette om nye spændende oplevelser næste gang vi skriver - Indtil da, må I alle have det godt. Jeg skal hilse mange gange fra alle her!

Sendt via Blogsy

Ja, sidste nyt fra Australien er massive oversvømmelser nord for Brisbane - og en kraftig storm, der nu bevæger sig ned langs østkysten og snart forventes at ramme Sydney - så, det er vel som det plejer at være på de kanter nu til dags... Vi regner med, at de har fået styr på tingene dernede inden lørdag!
Her er ruten, som vi nogenlunde regner med at komme til at følge...

Rejseplan

“Sometimes, we have to get lost to find ourselves. Sometimes, we gotta go walkabout.”

---

 

Så er det ved at være tæt på! I morgen er der kun en uge til afrejse, og forude venter der os to måneders eventyr - vores egen lille walkabout. Det er helt rart at tænke på disse morgener, hvor vinterkulden bider hårdt i kinderne og sneen knirker under vores fødder på vej til arbejde eller skole. I Melbourne svinger temperaturen for øjeblikket mellem 25 og 30 grader, og stranden ved St.Kilda Beach kan næsten ikke vente på at se os!

 

Rejseplanen ser ud som følger:

 

30.Januar (onsdag): Afrejse Struer - København (Hilton).

31.Januar (torsdag): København - Helsinki - Singapore - Melbourne.

2.Februar (lørdag): Ankomst Melbourne. Vi skal bo i bydelen St. Kilda på Cosmopolitan Hotel, 2-8 Carlisle Streets, St. Kilda, 3182, Australien.

4.Februar (mandag): Vi afhenter vores bil og sætter kursen mod kystvejen Great Ocean Road. Vi forventer at tilbringe ca. 14 dage i området, hvorefter vi stille og roligt kører tilbage og op langs østkysten.

6.Marts (onsdag): Forventer at ramme Byron Bay, hvor planen umiddelbart lyder på en uges ren badeferie.

13.-15.Marts (onsdag-fredag): O’Reillys Resort, Queensland.

22.-25.Marts (fredag-mandag): Kingfisher Bay Resort, Fraser Island.

25.-28.Marts (mandag-torsdag): Brisbane.

28.Marts (torsdag): Brisbane-København.

29.Marts (fredag): Hjemkomst Struer.

 

 

 

 

 

Sendt via Blogsy